Sidevisninger i alt

lørdag den 17. marts 2012

Man gjorde måske en voksen fortræd...?

Interessen for slægtforskningen har bragt mig stor fornøjelse siden '90erne, og givet mig sjove oplevelser, så jeg reklamerer jo lidt for det i ny og næ, især nu hvor vi for et par mdr. siden fandt ud af, at en tipoldefar til gemalen har sine efterkommere spredt ud over Australien og USA.

Da jeg netop har genetableret forbindelsen med en barndoms- og ungdomsveninde kom dette på tale forleden, da jeg besøgte hende, da redaktøren af websitet nyligt havde redigeret sitet og gemalens gren af familien blev repræsenteret med en tekst og et billede af ham.

Og da veninden udviser stor interesse for dette, taler vi om hvor besværligt det var førhen, hvor man skulle troppe op på Landsarkiverne, nu sætter man sig bare til computeren, da det meste er digitaliseret og lagt ud på nettet.

- Ja, har du ikke webadressen, spørger hun så, der er noget jeg har tænkt mig at kigge på, selvom vi har -sen navn, så kan man måske alligevel finde noget længere tilbage, og dette bekræftede jeg og gav hende denne adresse.

Næste eftermiddag ringede hun, og fortalte at hun ikke havde sovet hele natten, fordi hun i en alder af snart 60 år havde opdaget, at hun var adoptivbarn.

Jeg ved ikke om jeg burde, men jeg har altså lidt dårlig samvittighed over, at jeg gav hende den omtalte webadresse......:-/

2 kommentarer:

  1. Kære Madonna Hin Hensynsfulde Hejre ;0)

    Jeg tror ikke du skal være ked af noget, idet sandheden netop er hvad den er.

    Jeg er sikker på at din veninde har nydt et godt liv selvom hun er adoptivbarn.

    Knus og kram herfra ;0)

    SvarSlet
  2. Kære Kenny

    Tak for dit søde svar, men hendes adoptivforældre har åbenbart gjort hvad de kunne, for at det skulle være en hemmelighed.

    Og det var skønne mennesker....

    Veninden indrømmede dog, at mistanken havde luret, da jeg undrede mig over, at familien kunne holde tæt i så mange år, og en tante på 95 år havde fortalt hendes mand om adopteringen i et fortroligt øjeblik.

    Men da hun senere (efter hendes mand havde 'sladret')skulle dokumentere det for min veninde via en brevveksling, kunne hun ikke finde brevet, så de antog bare, at den 95-årige var senil.:-)

    SvarSlet